’Det har været hårdt, men jeg er glad’

Camille Laursen, som går i 2. klasse på Borupgårdskolen, har med hjælp fra sundhedsplejersken tabt over fem kilo.

- Jeg var glad for, at sundhedsplejersken ringede med tilbuddet om hjælp til, at Camille kunne tabe sig.

Sådan siger Malene Laursen. Hun er mor til Camille, som går i 2. klasse på Borupgårdskolen. Efter at Camille i efteråret var blevet målt og vejet hos sundhedsplejersken, blev Malene ringet op.

- Hun sagde, at Camille viste tendens til overvægt og tilbød, at vi kunne få hjælp til, at hun kunne tabe sig.

Sundhedsplejerskerne ved Skolerne i Snekkersten tilbyder hjælp gennem den såkaldte Holbækmodel, som lægger op til en livsstilsændring. Metoden er udtænkt af overlæge Jens-Christian Holm fra Holbæk Sygehus og kendt fra DR-programmet Generation XL.

Metoden angiver nogle enkle regler for, hvordan man skal spise og røre sig. Camille skulle bl.a. skifte brødet om morgenen ud med havregryn eller havrefras. Det eneste ’tilladte’ brød var rugbrød med magert pålæg, der var kun to stykker frugt om dagen, masser af grøntsager – og kun 60 gram slik om ugen.

- Det var lidt hårdt i starten, siger Camille.

Svære situationer

Malene supplerer:

- Der er mange situationer, hvor det er ekstra svært. F.eks. når nogen deler kage ud i klassen. Så har Camille sukkerfri bolsjer med. Vi er også blevet opmærksomme på, hvor mange butikker der deler slikkepinde ud til børn. Vi har et helt lager derhjemme. Og slikket, som vi fik til Halloween, holdt til rigtig mange gange fredagsslik.

En anden udfordring har været legeaftaler.

- Men folk har været supersøde til at ringe og spørge, hvad Camille måtte spise hos dem. Vi har været helt åbne om, hvad vi har været i gang med, siger Malene.

Svømning og cykling

Et vigtigt led i Holbækmetoden er, at man skal røre sig. Camille gik i forvejen til svømning, og hun begyndte at cykle ved siden af, når Malene var på løbeture.

- Og så brugte vi Just Dance, fordi det er sjovt og nemt at passe ind i hverdagen, siger Malene.

Hun roser Camille for selv at have taget et meget stort ansvar for at gennemføre kostomlægningen.

- Hun har helt klart været motiveret for det. Og så er det jo dejligt, når man kan se i spejlet, at man taber sig, siger Malene.

Camille er gået et par tøjstørrelser ned, så garderoben har måttet fornys. Og hun har for første gang i sit liv fået et par cowboybukser.

- Jeg har en meget gladere og mere udadvendt og frisk pige nu. Det er dejligt, at hun kan gå i det samme tøj som de andre piger i klassen, understreger Malene.

Hun er meget glad for, at sundhedsplejersken tog fat om problematikken.

- Jeg gik jo lidt og spekulerede på, hvad vi gjorde forkert, siden Camille tog på.

Selve besøgene hos sundhedsplejersken har fundet sted cirka hver anden måned. Og efter jul fik familien den gode besked, at Camille ikke skulle tabe sig mere. Hun er gået fra 33 til 27 kilo og er helt normalvægtig.

- Nu har vi et enkelt kontrolbesøg tilbage, hvor vi skal følge op og sikre, at vi holder os på den rette kurs. Jeg synes, det har været et virkelig godt forløb og er meget stolt af Camille, slutter Malene.

Fakta om Holbækmetoden

  • Metoden er udtænkt af overlæge Jens-Christian Holm fra Holbæk Sygehus. Der er tale om en livsstilsændring via kost og motion.
  • Tre sundhedsplejersker fra Skolerne i Snekkersten er udlært i metoden og bruger den til at hjælpe børn med overvægt på skolerne.
  • Hvis man ønsker at høre mere – og måske ønsker, at ens barn skal igennem et forløb - kan man henvende sig til sundhedsplejerske Annette Winther Jensen på awj07@helsingor.dk eller tlf. 25 31 33 58.