Mere bevægelse ind i undervisningen

Torsdag den 9. august 2018 lød startskuddet til et forløb, hvor DGI skal inspirere lærerne på Skolen ved Rønnebær Allé til mere bevægelse i undervisningen

Det var svært ikke at trække på smilebåndet, da lærerne på Skolen ved Rønnebær Allé den 9. august 2018 var samlet til kickoff på et DGI-forløb, der skal bringe mere bevægelse ind i udskolingselevernes undervisning.

Forløbet blev skudt i gang med eksempler på bevægelseslege, som er nemme at bruge i en undervisningssituation, og som samtidig stimulerer fællesskabet blandt eleverne. 

- Det, der bl.a. kendetegner bevægelse i undervisningen, er, at man ikke kan gå til det. Alle elever er stillet lige - ingen er på forhånd bedre end andre, siger Julie Nygaard Ulrik, som er konsulent for børn og bevægelse i DGI.

Lærerne vil fra august-oktober have mulighed for at tage fire moduler med DGI, der sætter fokus på forskellige måder at bruge bevægelse i undervisningen på.